En høvding og hans mænd

FORMÆND

Om Atletklubben DAN's historie er der berettet i tidligere jubilæumsskrifter. Mest udførligt af Holger Laursen i 1945, da klubben blev 50 år. Her har Laursen med sit talent for at skrive fået fortiden til at træde lyslevende frem for os.

"En forenings ry og storhed bestemmes af de aktive medlemmers præstationer", skrev Holger Laursen. Han tilføjede: " - men bag om de aktive idrætsmænd findes ganske alminqelige mænd,som ved deres interesse og arbejde skaber betingelserne for idtætsmændenes arbejde og deres resultater".

Det er uomtvisteligt, at netop tonen og samarbejdet mellen aktive og ledere er af stor betydning for, om klubarbejdet skal lykkes. Kan man tale sammen om tingene, skabes en god klubånd. Den kan ikke blot føre til tilfredsstillende resultater, den kan også hjælpe såvel aktive som ledere gennem de skuffelser, som idrætslivet uvægerligt fører med sig.

Det er ikke så let, som det lyder til. Idrætten er fascinerende og engagerende, Har man med konkurrenceidræt at gøre, sker det, at følelserne kommer i kog - både på kamppladsen og ved lederbordet. I begge tilfælde er det mændene bagved, der må løse problemerne. Lad os se på, hvem der har løst dem i DAN.

Atletklubben DAN blev til ved en sammenlægning af to små klubber, nemlig Jernbanearbejdernes Atletklub og "Vega".

S. Poulsen bley klubbens første formand, og tilholdsstedet var cafe "Pinden" i Ågade. Efter ½ år trak Poulsen sig tilbage, og kassereren P. M. Pedersen blev, formand. Da han et år efter blev fotflyttet til Århus, trådte S. Poulsen igen til. Kassereren, var i disse år I. P. Andersen. Efter at klubben var flyttet fra Kapelvej til "Sct. Thomas" i Frederiksberg allé og derfra til VEster Fælledvej, indtraf en kritisk periode, idet man stod uden lokale i et halvt år.

I 1901 overtog Ludvig Giesel formandshvervet, og klubben fik til huse i en stor baghave i cafe " Tjørnen" i Allegade. Samtidig kom der gang i klubben igen, og man kan vel sige, at grundlaget for dens fremgang blev lagt her. Man hjemførte mesterskaber i både vægtløftning og brydning, og klubbens hold af tovtrækkere var det tungeste og stærkeste, der nogensinde har været præsenteret herhjemme.

Fra 200 til 13 medlemmer

I 1904 købte DAN Københavns Atletklub hus - et træskur pa Vinkelvej. Medlemmerne reparerede selv huset, og k]ubben havde en storhedstid med medlemstal på op imod 200. Formandspladsen var skiftet i mellemtiden. Wilhelm Petersen var kommet til i 1903, og han blev i 1907 afløst af Chas. Witthøft. Kasserer var Carl Christensen; og Holger Laursen, som i 1904 var kommet fra KAK, var blevet sekretær i 1906.

Men der var også oprørere dengang. I 1909 blev klubben, som det hedder i jubilæumsskriftet fra 1935, "af en ansvarsløs opposition berøvet sin energiske og dygtige leder Witthøft". Wilhelm Petersen blev igen formand, dog kun til 1910, hvor Carl Espensen trådte til. Samtidig måtte klubben på grund af kommunens dispositioner forlade sit klubhus. Man måtte leje sig ind i en etage i en fabriksbygning i Istedgade 119. Her afgik vægtløftningen ved en blid og rolig død, men til bryderne indrettedes et moderne atletlokale, som desværre påførte klubben en gældsstiftelse. Da man derefter var uheldig med et par internationale arrangementer, gik det galt. Carl Espensen gik af 9111; og S. M. Jensen og Sofus Andersen forsøgte hver i et halvt år som formænd at rette skuden op, men det mislykkedes. Resultatet blev et økonomisk sammenbrud. Klubben måtte flytte til et ganske almindeligt værelse på "Ny Rosenborg". På et tidspunkt i 1912, hvor der kun var 13 medlemtner tilbage, trådte Chas. Witthøft til igen. Han fik bl. a. med god støtte af Fritz Heimbiirger og Viggo E. Andersen ordnet gældsposterne. Tillige skaffede han klubben et godt og billigt træningslokale hos sprøjtefører Jacobsen i Blågårdsgade.

Trods de administrative vanskeligheder forblev de bedste brydere tro mod DAN, og klubben havde bevaret sin høje sportslige standard som brydeklub.

Witthøft trak sig tilbage i 1915, men den nye formand Vilh. A. Petersen kunne ikke magte opgaven. Han gik sin vej uden videre, og da det samtidig kneb med økonomien, var klubben i en ny krise. Så tog sværvægtsmesteren Emil Larsen sagen i sin hånd. Han indkaldte til et møde den 16. maj 1916 - det møde, som Holger Laursen senere har kaldt det vigtigste i klubbens historie.

Brydningens guldalder

Resultatet blev, at Chas. Witthøft påny blev formand. Holger Laursen, som havde været borte fra bestyrelsesarbejdet i 4 år, blev sekretær, og i 1917 også kas- serer. Til næstformand valgtes Chr. Jensen, som bestred dette hverv til sin død i december 1944.

I efteråret 1918 blev DAN ganske umotiveret sat ud af sit lokale i Blågårdsgade. Man flyttede til Idrætshuset, hvor man havde friluftstræning om sommeren. Idrætshuset blev på den tid anvendt til militærlazaret, og der var derfor intet ledigt lokale til brydning. Situationen var kritisk, og samtidig var Witthøft syg, men Laursen fik trumfet igennem, at vægtløftningsrummet blev gjort anvendeligt til brydetræning. Den opgangsperiode, klubben var inde i, kunne fortsætte.

Ved jubilæet i 1920 havde DAN lige ved 300 medlemmer og var efter tidens forhold en virkelig storklub. Jubilæumsbestyrelsen, der bestod af Chas. Witthøft, Chr. Jensen, Holger Laursen, Emil Larsen, N. A. Gurskov, Peter Christensen og Bruno Christensen, havde udført et fremragende arbejde.

Tyverne blev præget af de store brydestævner, DAN arrangerede, og de mange turneer i udlandet. Denne aktivitet i forbindelse med den store tilgang, klubben havde, stillede store krav til lederne, men det gik strålende under Holger Laursens førerskab. I bestyrelsen var foruden næstformanden Chr. Jensen, kassereren Aage Mortensen, A. P. Heinze, Almar Nielsen, Holger Hørlin, A. M. Benekov og Chas. Wisbom.

I begyndelsen tjente klubben godt på storstævnerne i Idrætshuset. Fra 1926 begyndte det imidlertid at gå tilbage med tilskuerantallet. Bestyrelsen ville dog ikke sænke standarden til trods for de vigende indtægter, og et stykke ind i 30'erne formåede man at arrangere seværdige stævner. Man prøvede også nye veje, men forsøg med arrangement af landsstævner kostede kun penge. I 1929 overtog Knud Nielsen kassererposten. Der var krisetider i samfundet, og det berørte også klubarbejdet. At man på trods heraf i 1931 formåede at samle 1100 kr. sammen til en ny 6 x 6 m brydemadras og reparation af de gamle, vidnede om et strålende sammenhold.

Ved indflytningen i Idrætshuset blev der igen mulighed for at dyrke vægtløftning, men først i 1927 kom der rigtig system i vægtløftningstræningen.

Ind i trediverne kom nye ledere til. Brydelederen Wilh. Hilstrøm kom i bestyrelsen i 1933 og Marius Sørensen i 1935. Men de store brydestævners tid var forbi, og dermed de store turneer i udlandet. De økonomiske forhold forbød det. Arbejdet med at uddanne gode brydere gik dog ikke i stå, og udfordringen lå nu lige på den anden side Øresund. I Sverige og ikke mindst i Skåne var brydeinteressen stor, og svensk brydning var placeret i spidsen af verdenseliten. Næsten hver søndag havde DAN et eller flere hold brydere i Sverige. Til gengæld gæstede svenskerne os i Tivoli eller andre steder. Dette samarbejde har uden tvivl været medvirkende til, at DAN stadig kunne bevare sin position inden for brydesporten. De mange rejser og arran- gementer krævede en stor indsats af sportsudvalget, der sidst i 30'erne bl. a. talte folk som Hardy Kristensen, Willy Andersen og Marius Sørensen.

Vægtløftningens opblomstring

Vægtløftningen gik stadig fremad. I begyndelsen havde Holger Laursen og Chas. Wisbom klaret det administrative arbejde, men i 1936 dannedes et vægtløftningsudvalg bestående af Knud Jensen, Otto Petersen, Victor Petersen og Ervin Oesten, og Otto Petersen indtrådte i bestyrelsen, hvor han året efter fik følgeskab af Knud Jensen.

Iøvrigt fik udvalget stor betydning som inspirationskilde for dansk vægtløftning, der dengang hørte under DAV. Fra DAN kom ideerne til atletdag, styrkemærke, rekordmedalje og forskelligt instruktionsarbejde, således den tyske mester Adolf Wagners instruktionsbesøg i 1937.

Vægtløfterne trænede i den lille kælder under brydesalen, indtil de i 1936 tillige fik den større kælder under svømmehallen (den, vi i dag kalder den gamle vægtkælder).

Også vægtløfterne havde i disse år glæde af samarbejdet med kollegerne hinsidan.

Besættelsestiden

Så kom den 9. april 1940, og det internationale samkvem ophørte helt. Bestræbelserne gik i krigsårene ud på i videst muligt omfang at værne om den idrætslige kultur, som var opbygget i de foregående 45 år til glæde for så mange. Det blev til mange gode stævner med danske klubber, men spærretider og forskellige restriktioner samt til sidst beslaglæggelsen af klubbens lokaler gjorde arbejdet mere og mere vanskeligt. Hertil kom, at adskillige medlemmer var engageret i det illegale arbejde, og andre måtte flygte til Sverige. Men sammenholdet stod sin prøve, og ved 50-års jubilæumsfesten, der blev afholdt søndag den 3. juni 1945, var den store festsal i Borgernes Hus fyldt til sidste plads.

I bestyrelsen, som havde ført klubben så godt gennem de strenge år, sad foruden den hæderkronede Holger Laursen Knud Jensen, som var blevet næstformand efter Chr. Jensens død, kassereren Knud Nielsen, den unge Willy Andersen, som var indvalgt i 1940 og havde overtaget Knud Jensens sekretærpost, formændene for brydernes og vægtløfternes sportsudvalg, henholdsvis Wilh. Hilstrøm og Martin Jørgensen, hvoraf sidstnævnte var indtrådt i bestyrelsen i 1940, idrætsmærkeentusiasten og festarrangøren Karl Beneken fra 1941 og sidst, men ikke mindst, manden, som altid var til rådighed, Chas. Wisbom.

Efter Danmarks befrielse gik tankerne straks i retning af at genoptage samarbejdet med de svenske klubber; men det var ikke så let. Postgangen var besværlig, det tog lang tid at få pas og visum, og det var vanskeligt at få valuta. Ydermere var brydernes træningslokaler stadig belagt af flygtninge. Først til november blev brydesalen frigivet.

Det lykkedes dog at få besøg af brydere, såvel svenske som norske, allerede i 1945.

D.V.F. stiftes

På det administrative område indtraf en skelsættende begivenhed, idet Dansk Vægtløftnings Forbund blev stiftet den 14. oktober 1945. Initiativtageren var vor næstformand Knud Jensen, og DAN havde påtaget sig hvervet som indbyder til det stiftende møde. Knud Jensen blev formand, Willy Petersen IK 99 sekretær og Viggo Fogt PI kasserer. Eftertiden har vist, at Knud Jensen så rigtigt.

Ved efterårsgeneralforsamlingen i 1946 blev Knud Jensen også formand for DAN. Holger Laursen havde efter 24 års virke på formandspladsen ønsket at træk- ke sig tilbage fra denne. Man havde gerne set Laursen holde 25 års jubilæum som formand; men det ville han ikke høre tale om. Det kan kun have været for at undgå for megen virak, idet han fortsatte som sekretær og redaktør af "Athleten". Virakken undgik han dog ikke, idet han var genstand for en enestående hyldest.

Det var dog kun på formandsposten, der var tale om et generationsskifte. Det var stadig de samme prøvede kræfter, der førte foreningen videre. I forretningsudvalget sad Knud Jensen, Knud Nielsen og Holger Laursen, idet man havde ophævet hvervet som næstformand. Willy Andersen, som i 1945 havde afløst Wilh. Hilstrøm som formand for brydernes sportsudvalg, blev i oktober 1947 efterfulgt af Marius Sørensen, som i nogle år havde været borte fra bestyrelsesarbejdet, for at repræsentere klubben i KAU. Karl Beneken havde i januar 1946 overtaget vægtløftningsafdelingen efter Martin Jørgensen, som dog stadig var medlem af bestyrelsen, hvor også Chas. Wisbom havde sæde. I disse år sidst i fyrrerne gjorde desuden folk som Karl Eriksen, Børge Simonsen, Leo Schiistein og Simon Simonsen et stort arbejde i brydernes sportsudvalg, medens Walter Johansen, Orla Hansen, Willie Andersen og Niels Hvorup Nielsen tog sig af vægtløfternes arrangementer.

Normale forhold igen

Pladsforholdene havde været dårlige siden krigen, fordi vi ikke havde adgang til Idrætshusets store sal. Motionsgymnastikholdet havde haft til huse på skolen, Værnedamsvej nr. 13; men fra nytår 1947 kunne vi igen rykke ind i det re....